Udlevering af nøgle på dispositionsdag uden at ejendom var tømt for sælgers løsøre. Ikke forsinket frigivelse af købesum
J.nr. 2024-0037. Sælgerne solgte deres ejendom via mæglere. I købsaftalen var det aftalt, at køber kunne få disposition over ejendommen, når diverse nærmere bestemte betingelser var opfyldt. Den ene sælger havde ikke tømt ejendommen for alle sine ting, da dispositionsretten indtraf. Mægler udleverede nøglen til køber, og den ene sælger mistede derfor noget løsøre. Sælgerne krævede derfor erstatning af mægleren. Sælgerne mente videre, at mægleren havde forsinket frigivelsen af sælgernes tilgodehavende hos mægleren og forsinket frigivelsen af restkøbesummen. Sælgerne krævede erstatning for rentetab i den forbindelse.
J.nr. 2024-0037. Nævnet fandt, at mægleren havde tilsidesat god ejendomsmæglerskik og havde handlet ansvarspådragende ved uden at få kontakt med den ene af sælgerne at give køber adgang til ejendommen, uden at sælger havde fået mulighed for at hente sit løsøre. Nævnet fandt, at mægleren som følge af det mangelfulde mæglerarbejde skulle tåle en reduktion af sit vederlag samt betale erstatning til sælgerne. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at der var sket en forsinkelse af afregning af sælgernes tilgodehavende hos mægleren eller en forsinkelse af den endelige afregning af købesummen, som kunne tilskrives mæglerens forhold. Nævnet kunne herefter ikke pålægge mægleren at forrente købesummen over for sælgerne.