Krav om spildevandsrensning
J.nr. 2023-0061. Kort tid efter, at køber overtog den købte ejendom, modtog køber et brev fra kommunen med varsling om påbud om etablering af spildevandsrensning på ejendommen. Mægleren havde indhentet ejendomsdatarapport, hvoraf fremgik, at ejendommen var omfattet af en spildevandsplan, og at der var skærpede krav til reduktion af organisk stof og nitrifikation. Køber mente, at der var tale om en oplysning af væsentlig betydning for køber, og at mægleren derfor burde have foretaget nærmere undersøgelser af planens betydning for ejendommen samt oplyst køber herom i forbindelse med handlen. Køber krævede erstatning af mægleren.
J.nr. 2023-0061. Nævnet fandt, at mægleren nærmere burde have undersøgt, hvilken konkret betydning spildevandsplanen havde for ejendommen – også selvom der ikke i ejendomsdatarapporten fremgik konkrete påbud på ejendommen vedrørende spildevandsforhold. Hertil kom, at mægleren generelt havde pligt til at gøre sig bekendt med diverse planer for de områder, hvori mægleren formidlede ejendomme. Nævnet fandt, at mægleren ved sin undladelse heraf havde handlet ansvarspådragende over for køber, og nævnet pålagde mægleren at erstatte køber udgiften til etablering af et renseanlæg på ejendommen.