Skimmelsvamp
Kendelsen omhandlede en andelsbolig, hvor sælger ikke havde oplyst mægler om at der var skimmelsvamp i ejendommen inden mægler havde fundet køber og udarbejdet købsaftale. Mægler orienterede ikke køber om dette, før køber havde underskrevet købsaftalen. Desuden havde mægler udarbejdet formidlingsaftale omfattende 12 måneder i stedet for de tilladte 6 måneder.
Sælger oplyste ikke mægleren om, at der i andelsboligen var skimmelsvamp i 3 vægge. Først da mægleren havde fundet køber og udarbejdet købsaftale, gav sælger oplysning herom til mægleren. Mægleren havde tilsidesat sine pligter ved ikke at oplyse køber herom inden købsaftalens underskrivelse. Mægleren havde endvidere overtrådt lov om formidling af fast ejendom ved at indgå en formidlingsaftale af en varighed på 12 måneder. Nævnet fandt, at mægleren skulle tåle en vederlagsreduktion som følge af det mangelfulde mæglerarbejde. Nævnet fandt ikke grundlag for at pålægge mægleren at erstatte sælgers udgifter til udbedring af svampeskaden og til ophold i ferielejlighed i forbindelse med skadens udbedring i boligen. (j.nr. 2019-0174)