Nævnet fandt ikke, at mægleren burde have indset, at boligarealet oplyst i BBR-Ejermeddelelsen ikke kunne være korrekt. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at pålægge mægleren et erstatningsansvar som følge af, at det faktiske areal var mindre end oplyst i salgsopstillingen. (2018-0007)

Læs hele kendelsen her

Mægleren havde tilsidesat § 27, stk. 1, i lov om formidling af fast ejendom, ved ikke at angive, hvad mægleren vurderede ejendommen til på det tidspunkt, hvor formidlingsaftalen blev indgået. Det blev i formidlingsaftalen aftalt, at udbyde ejendommen til 4.650.000 kr., og at mægleren skulle have et bonusvederlag på 20 % af den salgspris, der oversteg 4.600.000 kr. Mægleren foreslog kort efter formidlingsaftalens indgåelse at hæve udbudsprisen til 4.850.000 kr., hvilket sælger accepterede. Der blev ikke indgået en skriftlig aftale om de nye udbudsvilkår. Mægleren havde dermed tilsidesat § 29, stk. 1, i lov om formidling af fast ejendom. Nævnet fandt, at der burde være indgået en ny skriftlig aftale, herunder en ny aftale om bonus og eksempel på beregning af bonus. Ejendommen blev kort efter solgt for 5.011.000 kr. Nævnet fandt, at mægleren alene havde krav på bonusvederlag beregnet af forskellen mellem den nye udbudspris på 4.850.000 kr. og kr. 5.011.000 kr. (j.nr. 2018-0029)

Læs hele kendelsen her

Mægleren havde i salgsopstillingen fejlagtigt oplyst, at et loftrum kunne anvendes til beboelse. Nævnet fandt, at mægleren i forbindelse hermed groft havde tilsidesat god ejendomsmæglerskik. Nævnet fandt imidlertid, at køber i forbindelse med indgåelse af handlen havde modtaget oplysning om, at loftrummet ikke lovligt kunne anvendes til beboelse, og nævnet kunne herefter ikke pålægge mægleren at betale erstatning til køber. Nævnet fandt ligeledes, at købers krav var forældet. (j.nr. 2015-0126)

Læs hele kendelsen her

Køberne købte et fritidshus, der bestod af et ”hovedhus” og et anneks, der begge var registreret som boligareal i BBR-Meddelelsen. Hovedhuset var opført i 1967 og annekset i 1993. Mægleren havde i salgsopstillingen oplyst, at ejendommen var gennemgående moderniseret i 2010. Efter overtagelsen fandt klagerne ud af, at annekset ikke var isoleret, og at der var flere skjulte fejl og mangler ved annekset, som ikke havde fremgået af tilstandsrapporten. Køberne krævede erstatning af mægleren. Nævnet kunne ikke pålægge mægleren at betale erstatning, idet køberne ikke på baggrund af salgsopstillingens ordlyd kunne forvente, at de to bygninger var istandsat på en sådan måde, at det svarede til isoleringsstandarden på nyopførte fritidshuse i 2010. Hertil kom, at der var tale om skjulte fejl og mangler, som en ejendomsmægler ikke kunne/burde have opdaget ved en besigtigelse af husene. (j.nr. 2018-0030)

Læs hele kendelsen her

Mægleren havde givet købers advokat vildledende oplysninger om, hvornår et advokatforbehold udløb. Advokaten var således af den opfattelse, at forbeholdet udløb mandag, selvom det efter købsaftalens ordlyd udløb fredag. Advokaten meddelte mandag, at handlen ikke kunne godkendes. Sælger mente, at køber skulle betale 1 % i fortrydelsesgodtgørelse til sælger, hvilket køber ikke ville. Sælger krævede herefter, at mægleren skulle erstatte sælger den mistede fortrydelsesgodtgørelse. Nævnet fandt, at mægleren havde tilsidesat god ejendomsmæglerskik ved sin vildledning af købers advokat.   Nævnet kunne imidlertid ikke pålægge mægleren at betale erstatning til sælger, idet nævnet ikke fandt det godtgjort, at køber ville have ageret således, at køber skulle have betalt beløbet, såfremt mægleren ikke havde vildledt købers advokat. (j.nr. 2018-0036)

Læs hele kendelsen her

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at sælgerne havde betinget formidlingsaftalen af, at de opnåede køb af en bestemt ejerlejlighed. Mægleren havde derfor ikke begået fejl ved ikke at indføje et sådant forbehold i formidlingsaftalen. Sælgerne blev ikke ejere af den ønskede ejerlejlighed, hvorefter sælgerne opsagde formidlingsaftalen. Ifølge aftalen havde mægleren ved opsigelse krav på betaling for de udførte ydelser. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at mægleren ikke skulle have krav på betaling, hvorfor nævnet kunne godkende mæglerens krav. (J. nr. 2017-0199)                  

Læs hele kendelsen her

Køberne købte en ejendom. Det fremgik af regionens råstofplan 2012, som var gældende på handelstidspunktet, at et område tæt på ejendommen var udlagt til råstofudvinding (grusgrav). Det hører til ejendomsmæglerens pligter at gøre sig bekendt med indholdet af gældende regionplaner for de områder, hvori mægleren formidler ejendomme, og at oplyse køberne om regionsplanernes betydning for ejendommen. Nævnet kunne på det foreliggende grundlag ikke afgøre, om ejendommen, der efter det oplyste ligger 380 meter fra grusgraven, er generet af f.eks. støv, støj og tung trafik fra grusgraven. Nævnet kunne dermed ikke tage stilling til, om grusgraven havde væsentlig betydning for ejendommen, og dermed ikke afgøre, om mægleren burde have gjort køberne opmærksom på, at der lå en grusgrav i området. Nævnet måtte derfor afvise at tage stilling til, om mægleren havde handlet ansvarspådragende over for køberne. (j.nr. 2018-0038)

Læs hele kendelsen her

Nævnet fandt ikke, at der var oplysninger i ejendommens dokumenter, som skulle eller burde have givet mægleren anledning til at foretage yderligere undersøgelser af, hvorvidt en kloakafledning var som beskrevet. Nævnet fandt derfor, at mægleren havde opfyldt sin undersøgelsespligt. Ejendomsdatarapportens oplysninger om spildevandsforholdene på ejendommen kunne naturligt forstås således, at der på ejendommen allerede var foretaget kloakseparering. Nævnet fandt derfor, at mægleren ved sin gennemgang af ejendomsdatarapporten ikke burde have indset, at det kun var området, som var kloaksepareret og ikke ejendommen. Nævnet kunne herefter ikke pålægge mægleren at erstatte købers udgifter til kloakseparering. (j.nr. 2017-0234)

Læs hele kendelsen her

Mægleren havde i salgsbudget og salgsprovenuberegning indsat et vilkår om, at sælger i forbindelse med et eventuelt overbud på ejendommen skulle betale et bonusvederlag til mægleren. Vilkår herom var ikke indsat i formidlingsaftalen. Nævnet fandt, at en aftale om bonusvederlag skal være klar og tydelig for forbrugeren, og at vilkår herom skal være indsat i formidlingsaftalen. Da nævnet fandt, at vilkåret ikke var klart og tydeligt for forbrugeren, havde mægleren allerede derfor ikke krav på betaling af bonusvederlag. (j.nr. 2018-0015)

Læs hele kendelsen her

Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at mægleren var eller burde være bekendt med, at der skulle ske ekstrafundering af en byggegrund. Køber havde 20 dage til at undersøge forholdet og havde mulighed for at komme ud af handlen, hvis der skulle ske ekstrafundering, som sælger ikke ville betale for. Det kunne ikke bebrejdes mægleren, at sælger ikke ryddede grunden, eller at køber ikke fik udarbejdet geoteknisk rapport inden 20 dage. Nævnet kunne derfor ikke pålægge mægleren at betale erstatning til køber. (j.nr. 2018-0041)

Læs hele kendelsen her

Sælgers ejendom blev solgt hurtigt og til et bud over udbudsprisen. Mægleren krævede først et bonusvederlag og frafaldt krav på betaling af markedsføring. Efterfølgende frafaldt mægleren krav på bonusvederlag, men krævede nu betaling af markedsføring. Nævnet fandt, at da mægleren havde frafaldet sit krav på markedsføring, kunne mægleren ikke efterfølgende gøre krav herpå. (j.nr. 2018-0002)                        

Læs hele kendelsen her

Nævnet fandt, at mægleren fra sælger havde fået mandat til at indgå aftale på sælgers vegne om, at køber først kunne foretage jordbundsprøver på en byggegrund, som køber var interesseret i at købe, efter underskrivelsen af en købsaftale. Af købsaftalen fremgik vilkår om købers mulighed for at træde tilbage fra handlen, såfremt grundens jordbundsforhold viste sig mangelfulde. Køber valgte at indgå handlen på disse vilkår. Nævnet fandt, at mægleren ikke i den forbindelse havde tilsidesat god ejendomsmæglerskik, og nævnet kunne derfor ikke pålægge mægleren at betale erstatning til køber. (j.nr. 2018-0017)

Læs hele kendelsen her

Mægleren havde indhentet sælgernes pengeinstituts accept af en underskudshandel. Mægleren fremskaffede et købstilbud på udbudsprisen. Sælgerne afviste tilbuddet under henvisning til, at deres pengeinstitut havde rådgivet dem til ikke at sælge, idet sælgerne ikke ville kunne sidde billigere i en anden bolig. I formidlingsaftalen var det aftalt, at hvis sælgerne undlod at underskrive et købstilbud på udbudsprisen, betragtedes formidlingsaftalen som misligholdt af sælgerne, og hele vederlaget, markedsføring og udlæg skulle betales til mægleren. Nævnet kunne herefter godkende mæglerens krav på betaling. At sælgernes pengeinstitut havde rådgivet sælger til ikke at sælge kunne ikke føre til et andet resultat. (Tillæg til kendelse) (J.nr. 2017-0170)

Læs hele kendelsen her

Mægleren havde tilsidesat diverse lovregler ved hverken i salgsopstillingen eller købsaftalen at oplyse, at ejendommen var forurenet med tjære. Køber havde betinget sit køb af sin advokats godkendelse af handlen i sin helhed. Advokaten kunne ikke godkende handlen til den aftalte pris på grund af forureningen, og parterne aftalte derfor en reduceret pris. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at køber ville have købt ejendommen for en højere pris, hvis køber havde fået oplysningen om forureningen i salgsopstilling og købsaftale i stedet for via deres advokat. Nævnet kunne derfor ikke pålægge mægleren at betale erstatning til sælger. Nævnet pålagde mægleren en vederlagsreduktion som følge af den manglende overholdelse af lovgivningen. (j.nr. 2018-0006)

Læs hele kendelsen her

Mægleren havde udarbejdet en fejlagtig salgsopstilling, idet mægleren ikke havde medregnet udgiften til grundejerforeningen i ejerudgifterne. Handlen var fra købers side betinget af købers rådgivers godkendelse af handlen i sin helhed. Købers rådgiver betingede handlen af modtagelse af oplysning om grundejerforening og udgift hertil, hvilket mægleren fremlagde. Køber havde således mulighed for at træde tilbage fra handlen, og nævnet kunne derfor ikke pålægge mægleren at betale godtgørelse til køber. (j.nr. 2018-0018)

Læs hele kendelsen her

Mægleren var køberrådgiver i forbindelse med købernes køb af en ejerlejlighed. Mæglerens arbejde var derfor omfattet af lov om juridisk rådgivning. Mægleren havde tilsidesat bestemmelserne i denne lov ved ikke at udarbejde en skriftlig aftale om rådgivningen. Køberne havde derfor ikke modtaget de oplysninger om mæglerens rådgivning, ansvarsforsikring mv., som der var pligt til at give ifølge loven. Nævnet fandt, at mægleren dermed havde tilsidesat god ejendomsmæglerskik. Der var fremkommet modstridende forklaringer om, hvorvidt mægleren før sin godkendelse af handlen drøftede med køberne, hvilke konsekvenser det ville få for dem, hvis et projekt i ejerforeningen om udskiftning af vandrør og faldstammer blev vedtaget. Nævnet måtte derfor afvise at tage stilling til dette klagepunkt. (j.nr. 2018-0019)

Læs hele kendelsen her

Mægleren havde i salgsopstillingen oplyst det beregnede varmeforbrug, som fremgik af energimærket, sådan som mægleren var forpligtet til. Nævnet fandt herefter, at mægleren ikke havde handlet ansvarspådragende, og nævnet kunne derfor ikke pålægge mægleren at betale noget beløb til køber. (j.nr. 2018-0023)

Læs hele kendelsen her

Mægleren havde sælgers ejendom til salg, og der var afgivet en række købstilbud af forskellige interesserede købere. Nævnet fandt, at mægleren havde tilsidesat sin pligt til at oplyse sælger om, at mægleren var forretningspartner med en af de købere, der havde afgivet købstilbud på sælgers ejendom. Nævnet måtte afvise at tage stilling til, om mægleren havde haft købsinteresser i forbindelse med en anden købers købstilbud, som sælger accepterede og derved solgte ejendommen til. Nævnet måtte derfor afvise at tage stilling til, om mægleren skulle fortabe sit vederlag. (j.nr. 2017-0216)

Læs hele kendelsen her

Mægleren havde tilsidesat flere bestemmelser i lov om formidling af fast ejendom ved ikke at indgå en skriftlig formidlingsaftale og ikke udarbejde salgsbudget og salgsopstilling til sælger i forbindelse med den mundtlige aftale om, at mægleren skulle sælge sælgers andelsbolig. Mægleren havde i overdragelsesaftalen medregnet et for højt beløb til nedslag på grund af andelsboligens vedligeholdelsesstand. Nævnet fandt, at mægleren havde tilsidesat sine pligter ifølge loven og god ejendomsmæglerskik, og fandt derfor, at mægleren skulle tåle en vederlagsreduktion. (j.nr. 2017-0191)

Læs hele kendelsen her

Mægleren havde tilsidesat god ejendomsmæglerskik ved ikke at indhente og udlevere de på ejendommen tinglyste servitutter til køber før handlens indgåelse. Handlen var betinget af købers advokats godkendelse, og advokaten betingede sin godkendelse af modtagelse af servitutterne, og af at disse ikke gav anledning til bemærkninger. Mægleren udleverede servitutterne til advokaten, der sendte kopi til køber. En af servitutterne omhandlede brugsret til et af kommunen ejet areal for enden af ejendommens baghave, og det fremgik, at arealet alene måtte anvendes til have uden træer. Af sagen fremgik, at køber og købers advokat drøftede servitutten telefonisk, og at advokaten herefter godkendte handlen uden bemærkninger om servituttens indhold. På den baggrund kunne nævnet ikke pålægge mægleren at betale erstatning til køber for udgifter til bl.a. fjernelse af træer og trærødder på arealet. (j.nr. 2017-0230)

Læs hele kendelsen her